Menu

Unge fra Koldby-Hørdum IF trænede med Superliga-spillere

image
Søren Paulsen
08. oktober 2018 kl. 08:46

55 ungdomsspillere fra Koldby-Hørdum IF fik torsdag aften en oplevelse udover det sædvanlige, da fire spillere fra FC Midtjylland - Alexander Scholz,  Elias Rafn Olafsson,  Jens-Lys Cajuste og Anders Kaiser - gæstede Koldby Stadion for at træne med de mange unge. 

Bo Nielsen,  der er Koldby-Hørdum IF's repræsentant i FCM-samarbejdet,  bød velkommen og herefter blev ungdomsspillerne delt op i grupper, hvor der blev øvet forskellige ting med bolden. Træningen vakte stor begejstring hos de unge spillere.  

- Det var rigtig sjovt at være med til.  En meget anderledes træning, end vi er vant til. Spillerne fra FC Midtjylland var gode til at forklare, hvad vi skulle lave. Jeg synes, at det er dejligt,  at de gider tage sig tid til at komme herop og træne med os,  fortæller Emma Drejer Møller, der deltog i træningen.

Også Jeppe Pilgård udtrykker stor begejstring.

- Det var sjovt at møde FCM-spilerne og spille fodbold med dem. Jeg har fået en ny ven fra FC Midtjylland. Det var en stor oplevelse, lyder det fra Jeppe Pilgård. 

Efter træningen kunne Dorthe Markusen fra Ungdomsudvalget i Koldby-Hørdum IF gøre status over en spændende dag på Koldby Stadion.

- Det har været en rigtig god og stemningsfyldt dag. Jeg synes, at de fire spillere fra FC Midtjylland var meget engagerede og fangede vore spilleres opmærksomhed lige fra starten.  Det er dejligt,  at de kommer herop, selv om vi er en lille klub, siger hun. 

For Anders Kaiser, 16-årig akademi-spiller i FC Midtjylland, var det første gang, at han deltog i et arrangement som dette. 

- Der var mange dygtige spillere med her. De var meget interesserede i at lære noget og gode til at lytte efter, hvad der blev sagt. Der er godt,  at man kan få arrangeret sådan noget her,  fortæller Anders Kaiser.                                                                                                                                             

Efter træningen skrev spillerne fra FC Midtjylland autografer - det var også et populært indslag. 

Fra Koldby-Hørdum IF rettes en stor tak til FC Midtjylland for godt samarbejde og ikke mindst tak for besøget af de fire spillere, der var gode ambassadører for klubben. 

 

Dorthe har taget billeder fra træningspasset, som kan ses her

Luk